Sund balance
Ønsker du mere ro i forhold til mad, krop og hverdag? På et Sund Balance-forløb arbejder vi med dine mønstre, at skabe nye vaner og øge din trivsel.
Sund Balance – Få ro på tankerne, vanerne og hverdagen
Har du et kompliceret forhold til mad, krop og vægt – og kunne du tænke dig støtte til at få mere ro, glæde og overskud i hverdagen? Så er Sund Balance et forløb for dig.
Sund Balance er et tilbud til voksne over 18 år, der bor i Tønder Kommune, og som gerne vil forstå deres mønstre omkring mad og krop bedre. Det er ikke et vægttabsforløb, men et forløb, der handler om alt det, der ligger bag: Tanker, vaner, følelser og trivsel.
Her er der ingen kostplaner, ingen regler og ingen vejning. Til gengæld får du redskaber, indsigt og støtte til at skabe forandringer, der faktisk holder i længden.
Hvad får du ud af at deltage?
I Sund Balance arbejder vi sammen om at
- forstå dine tanke- og handlemønstre
- få ro på usunde eller stressende mønstre omkring mad og krop
- finde nye, mere hjælpsomme vaner
- styrke din trivsel og tro på egne evner
- skabe hverdagsændringer, du kan holde fast i
Forløbet bliver varetaget af en sundhedskonsulent, som er uddannet klinisk diætist. Det betyder, at du er i rigtig gode hænder, hos en fagperson, der både ved noget om ernæring, vaner, vægt og trivsel.
Sådan foregår forløbet
Inden du starter, inviterer vi dig til en sundhedssamtale.
Her taler vi om
- hvad du gerne vil have hjælp til
- hvorvidt hold eller individuel støtte passer bedst
Holdforløbet består af 6 mødegange à 2,5 time
På holdet arbejder vi med temaer som
- måltider og struktur
- sult og mæthed
- følelser og spisemønstre
- kropsro og kropsopfattelse
- fleksible og realistiske madvaner
- prioriteringer og balance i hverdagen
Undervisningen bygger på DART værktøjet fra MadroInstituttet – et anerkendt redskab, der hjælper med at skabe mere ro og kontrol i forhold til mad og krop.
Du vil opleve et trygt og omsorgsfuldt rum, hvor du hverken skal præstere eller “gøre det rigtigt”, men blot være nysgerrig og åben. Holdene består af 4–8 deltagere.
Når forløbet afsluttes, evaluerer vi sammen, og taler om, hvordan du bedst kan holde fast i dine nye, gode vaner fremover.
Fysisk aktivitet som ekstra mulighed
Når du deltager i Sund Balance, får du samtidig mulighed for at vælge en fysisk aktivitet, der passer til dig.
Det kan være
- en træningsaktivitet i Din Sundhedsvej
- et digitalt træningsforløb i appen Mit Liv – Min Sundhed
- et andet tilbud, der giver mening for dig
Vi hjælper dig med at vælge noget, der føles realistisk og rart i netop din hverdag.
Vil du være med?
Det er gratis at deltage, og du behøver ingen henvisning. Du kan selv melde dig til, eller du kan blive henvist af din læge eller sygehus.
Kontakt Din Sundhedsvej i Tønder Kommune for tilmelding eller for at høre mere.
Vi glæder os til at møde dig, og hjælpe dig godt på vej mod mere sund balance i hverdagen.
